Fra nytår indfører regeringen et loft for de, der har været på kontanthjælp i mindst seks måneder.
Regeringens argument er: det skal kunne betale sig at arbejde. Samme argument er blevet brugt for indførelsen af starthjælp til vores nydanskere. Flere kommer derved under fattigdomsgrænsen. Det er regeringens filosofi, at lommesmerter får folk i arbejde, men igen har virkeligheden overhalet de liberalistiske frihedstanker, der vist her må kaldes tvang og klapjagt på de svageste i vores samfund. Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) konkluderer, at indvandrere og flygtninge på lave ydelser klarer sig dårligere end både danskere og indvandrere på andre kontanthjælpsydelser. Andre undersøgelser viser, at et økonomisk incitament ingen rolle spiller for at få mennesker i arbejde, men tværtimod skabe stigende sociale problemer og social fattigdom. Mange af de svageste ledige har andre problemer end arbejdsløshed, såsom misbrug, psykiske lidelser, læse-stavevanskeligheder, manglende uddannelse eller sprogproblemer. Rådet for Socialt Udsatte kritiserer regeringen for at svigte de svageste og ”sociale ydelser til de socialt udsatte er så lave, at man ikke kan leve på et anstændigt niveau”. De efterlyser fastsættelsen af en fattigdomsgrænse i Danmark. 30.000 danskere lever i dag under EU's fattigdomsgrænse. Det er pinligt. Vi svigter de unge, der får afgørende betydning for udviklingen af vores velfærdssamfund og hindre denne sociale- og økonomiske fattigdom. Langtidsledigheden for unge er på mindre end 2 år steget med 35 % og rammer mange forskellige faggrupper, akademikere, pædagoger, hk´ere, elektrikere og metalarbejdere. Der er sket en eksplosiv stigning på 33 %, 7.797, (kilde: SID) i behovet for skolepraktikpladser samtidig med regeringen har skåret 5000 pladser væk uden at stille krav til erhvervslivet om tilsvarende regulære praktikpladser. Over 10.000 unge har forgæves søgt en praktikplads. Vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft og alligevel forhindrer vi de unge i at tage en erhvervsuddannelse. Pinligt. En venstrepolitiker har sagt: politik er at prioritere, livet er at turde tro. Jeg tror ikke på denne regering og jeg forstår ikke dens prioteringer. Stig Rossen har succes i Århus med musicalen Les Miserables. En historie om ærlighed, medmenneskelighed og social forståelse. Om udstødte ”elendige”, der kæmper for social retfærdighed. En kritik af 1800-tallets Frankrig, men desværre stadig en aktuel historie i dagens ramponerede velfærdssamfund. Jean Valjean bevæger sig fra straffefange til borgmester. Et mønstereksempel på regeringens politik om ”Noget-for-noget” og at de vil gøre en særlig indsats for de mennesker, der har mest brug for hjælp. Er det andet end floskler, når vi ved at 10 pct. af arbejdsstyrken befinder sig på arbejdsmarkedets yderste kant, svarende til 274.900 mennesker? Over 800.000 mennesker er på ”indkomsterstattende ydelser”. Med stor risiko for varig social udstødelse. Hvad gør regeringen? De venter på opsvinget og at skattestoppet skal løse problemerne. Regeringen vil belønne den stærke og prygle den svage. Til regeringen kan jeg kun sige: I er elendige.
|
