Vejle Amt tvunget til indgreb i 2004-budgettetVejle Amt09/12-2003 Vejle Amts Økonomiudvalg besluttede i dag at anbefale Amtsrådet et indgreb i det nyligt vedtagne 2004-budget, der samlet betyder en besparelse på 70 mio. kr. Det sker ved at udskyde anlægsopgaver for 56 mio. kr., mens resten spares på driften. De 70 mio. kr. skal ses i forhold til, at amtets samlede bruttoudgifter i 2004 er på 7,3 mia. kr. Årsagen til indgrebet er, at udgifterne på en række områder er steget mere i 2003 end man kunne forudse, da budgettet for 2004 blev vedtaget den 3. oktober. Amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen påpeger, at der faktisk bliver gjort alt, hvad der er muligt for at styre udgifterne og holde budgettet. "Men alle amter må som Vejle Amt leve med, at der er store udgiftsposter på især sundhedsområdet, hvor det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at dæmme op for udgiftspresset. For Vejle Amts vedkommende er det blandt andet udgifter til nye, effektive medicinpræparater, som vokser langt ud over, hvad vi har regnet med. Desuden betyder den store indsats for at nedbringe ventelisterne på sygehusene flere udgifter til for eksempel patientbefordring. Endelig kan vi også konstatere, at borgerne går mere til læge, end vi havde forudsat. Så det er her problemerne ligger, mens amtets institutioner i det store og hele er meget dygtige til at holde deres budgetter", understreger amtsborgmesteren. "Når man skal forklare Vejle Amts problemer med at holde sit budget, kommer vi heller ikke uden om skattestoppet, der har betydet, at Vejle Amt er låst fast på landets lavest skatteprocent på 11,4 procent", fortsætter amtsborgmesteren. "Selv om vi her i amtet har en meget billig og effektiv service målt som udgift pr. indbygger, så er den lave skatteprocent en væsentlig årsag til vore problemer med at få udgifter og indtægter til at hænge sammen. Det lave udgiftsniveau betyder, at vi har meget vanskeligt ved alene gennem besparelser at skabe den fornødne balance i økonomien. Det kan nok allerbedst illustreres med nogle økonomiske nøgletal for amterne, der viser, at Vejle Amts udgifter er over 200 mio. kr. lavere end man skulle forvente, når man sammenligner med andre amter og samtidigt tager højde for alderssammensætning osv." "Derfor mener jeg, at Vejle Amt gør det godt, men at økonomien på grund af skattestoppet er presset" slutter amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen. Det forventes, at det samlede amtsråd på sit møde den 19. december står bag økonomiudvalgets forslag til opbremsning. |
||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |