EUs udvidelseUdenrigsministeriet06/11-2003 Europa-kommissionen har dags dato offentliggjort monitoreringsrapporter for de ti tiltrædende lande. I monitoreringsrapporterne gennemgår Kommissionen status for de tiltrædende landes gennemførelse af de forpligtelser, der blev færdigforhandlet på topmødet i København sidste år, og som landene efterfølgende påtog sig i tiltrædelsestraktaten. Europa-kommissionen har også offentliggjort fremskridtsrapporter og strategipapir for de to forhandlende lande Bulgarien og Rumænien samt for kandidatlandet Tyrkiet. I fremskridtsrapporterne vurderer Europa-kommissionen de enkelte landes opfyldelse af det politiske og økonomiske Københavnskriterium samt landenes evne til at påtage sig de forpligtelser, der følger af EU-medlemskab. Kommissionens vurderinger og anbefalinger vil danne grundlag for Rådets videre arbejde med udvidelsesprocessen. I forbindelse med offentliggørelsen af rapporterne udtaler udenrigsministeren: ”I monitoreringsrapporterne vurderer Kommissionen, at de tiltrædende lande fortsat viser gode resultater og derved fortsætter den positive udvikling. Udvidelsen er i god gænge. Derfor forventes landene generelt at kunne opfylde deres forpligtelser ved tiltrædelsen den 1. maj 2004. Kommissionen påpeger dog overfor de enkelte lande, at der fortsat udestår betydeligt arbejde forud for deres medlemskab. Jeg føler mig dog overbevist om, at landene vil arbejde solidt med at opfylde forpligtelserne, således at vi den 1. maj 2004 vil kunne høste frugterne af mange års målrettet arbejde med udvidelsen. Også Bulgarien og Rumænien fortsætter deres betydelige bestræbelser på at gøre sig klar til EU-medlemskab. Det er positivt, at fremskridtsrapporterne viser, at både Bulgarien og Rumænien fortsat opfylder det politiske Københavnskriterium og at de gør fremskridt i forhold til opfyldelsen af de øvrige kriterier. Der udestår imidlertid fortsat visse reformer på enkelt områder. Men de vedvarende reformer i de to lande bringer dem hele tiden tættere på målstregen. På topmødet i København sidste år fastsattes 2007 som en fælles måldato for Bulgarien og Rumæniens medlemskab. Det er glædeligt, at Kommissionen fortsat finder denne realistisk. Kommissionen konkluderer, at Tyrkiet i det forløbne år har øget tempoet i reformprocessen betydeligt, og at der er gjort væsentlige fremskridt med hensyn til at opfylde det politiske Københavnskriterium. Det er positivt. Der er stadig behov for yderligere reformer, og Kommissionen peger især på, at implementeringen af allerede vedtagne reformer skal styrkes. Som det blev aftalt ved topmødet i København sidste år, vil EU-landene til december 2004 tage stilling til, om Tyrkiet er kommet tilstrækkeligt langt til, at der kan indledes optagelsesforhandlinger”. |
||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |
| Give > Nyheder > EUs udvidelse |